Jeg er uddannet civilingeniør fra DTU i Lyngby i 1982 - med speciale i IT-teknologi. I 1987 startede jeg Inventive, hvor jeg er eneste ansatte

Gennem årene har jeg deltaget i en lang række større og mindre projekter inden for primært den finansielle sektor. Jeg har programmeret i mange år, men jeg har også i stor udstrækning deltaget i designarbejdet, kravspecifikationer og projektledelse. Jeg kan programmere i en række sprog, men foretrækker C++ og JAVA.

Oracle's database og deres forskellige udviklingsværktøjer er et af mine kerneområder. Jeg har været med næsten fra Oracle startede i Danmark. De senere år har jeg arbejdet meget med implementeringer af ERP systemer og dertilhørende integrations- og konverteringsprogrammer. Særligt Oracle Applications har jeg arbejdet med gennem længere tid, men jeg kender også en række andre systemer i forskellig grad.

Jeg har stor indsigt i og forståelse for forretningsmæssige processer. Jeg arbejder altid med øje for at IT-systemer skal udvikles for at hjælpe slutbrugerne og for at tilfredsstille nogle IT-teknikere. Brugervenlige IT-systemer er et af mine store interesseområder.

Jeg er et helt igennem positivt og engageret menneske, der brænder for det, jeg laver. Jeg er god til at få ideer og se nye muligheder. Selv om jeg i udgangspunktet er tekniker og interesserer mig levende for al slags teknik, har jeg gennem årene opnået stor forretningsmæssig indsigt også, både hvad angår økonomi, salg og markedsføring. Jeg er god til at begejstre ikke alene medarbejderne men også kunder og leverandører. De steder jeg har arbejdet, har jeg altid været en meget vellidt person.

Jeg er vant til en særdeles aktiv og kaotisk hverdag og er nærmest umulig at stresse. Jeg holder hovedet koldt og orden i kaos, uanset hvor meget det brænder på. Jeg elsker at organisere og bringe orden i projekter. Jeg er god til at skabe sociale kontakter og til at samarbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere, og sammen mit organisatoriske talent skaber det respekt omkring min person.

I 2002 tog jeg en afstikker fra IT branchen for at starte mikrobryggeriet Brøckhouse. Min passion for god øl og udfordringen i at få et mikrobryggeri op at stå i eliteklassen var så stor, at det måtte prøves. Helt fra starten var Brøckhouse en kæmpe succes og gennemgik en voldsom vækst. I 2007 blev vi nr. 6 i Børsens Gazelle konkurrence, med en stigning i bruttoomsætningen på næsten 1100 % gennem de foregående tre år. I den periode gik vi også fra 1 til 15 ansatte og til en omsætning på 20 mio. kr. I 2008 forlod jeg Brøckhouse og vendte tilbage til IT branchen.

Siden 2008 har jeg haft et par mindre konsulentopgaver og i 2009 startede jeg så et nyt firma, BEDSTpension A/S, sammen med tre partnere. I BEDSTpension har vi bygget en internetportal, hvor vi gennemregner alle private pensionsordninger på det danske marked, og rådgiver kunden om hvilken han med fordel kan vælge.